Stresshåndtering: Sarahs historie
Jeg er uddannet cand.mag. i historie og har arbejdet inden for rekruttering/ HR, men blev for nogle år siden ramt af en stress-udløst depression, som bunder i både arv og miljø. Under mit forløb hos Markman anbefalede min konsulent mig derfor at deltage i deres kursus i ”stresshåndtering”.
På kurset har jeg plads til at reflektere. Det giver mig mulighed for at få fat om roden, inden jeg sender mig selv ud på arbejdsmarkedet. Jeg har fået det bedre bare de seneste 5 uger, og jeg har virkelig fundet frem til de underliggende faktorer. Det er især samspillet mellem stresshåndteringskurset og én til én-samtalerne med min konsulent, der har flyttet meget.
Det har været meget givtigt for mig at være i et forum, hvor jeg kan dele erfaringer og føle mig normal. På kurset står jeg ikke alene, jeg kan spejle mig i andre. Her er en stemning af, at det er okay at tale – også foran andre.
Samtidig har jeg oplevelsen af at være nyttig, fordi jeg har en del erfaring med mig og derfor kan hjælpe andre til udvikling og vise, at der er lys for enden af tunnelen. Det giver mig en følelse af validitet.
Vores to undervisere er gode til at variere indholdet efter behov, og de kommer med forskellige indfaldsvinkler. Den ene slutter gerne af med afspænding, og den anden arbejder med ”Safe place”, hvor man tænker sig selv hen et trygt sted. Jeg føler, at de forstår os, og det er meget givende.
På kurset er det tilladt bare at observere, frem for at deltage aktivt. Jeg kan se på andre kursister, at de flytter sig fra gang til gang: den første gang er de måske lidt vrede og lukkede og observerer bare, men allerede næste gang kommer de med et smil på læben.
Kurset i stresshåndtering er en god modvægt til den resultatorienterede del af forløbet, som fx kalejdoskop, hvor vi kortlægger vores kompetencer sammen med andre. Det er ikke alle, der er klar til den resultatorienterede del, når de kommer her – de har brug for at starte et andet sted, hvor det handler om de bløde værdier.
Gruppen er et godt forum, hvor tabu omkring stress og depression bliver opløst og sætter nye rammer, så man kan føle sig normal og blandt ligesindede - samtidig med at der er brugbar teori, som sættet det fysiologiske såsom symptomer og medicin i et brugbart perspektiv - og dermed bliver jeg som kursist befriet fra det ukendte kaos, jeg befinder mig i. Fra hvert kursus får jeg noget med mig, som jeg kan arbejde med og reflektere over til næste gang. Det gør, at kurset bliver et lyspunkt, som jeg kan se frem til.
- Sarah, kursist i København 2011
Cand.mag. i historie